Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind. Går igennem skoven ganske alene, stille i sind. Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik. Sommerbrisen danner krusning på søen, mystisk og sort. Stæreflokke svæver højt over øen - snart tager de bort. Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik. Duft af brænderøg blandt brunlige bregner, blåsorte bær. Stille summen mellem blade som blegner - af’tnen er nær... Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik. Modne rønnebær bag dybgrønne grene rødt titter frem - Går igennem skoven ganske alene - nu må jeg hjem! Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
Hør den lille stær, den er åh så fornøjet. Morgenklokken ringer, og marken står i damp. Nylig er den vågnet, men altid i tøjet aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp. Den har hverken hat eller sløjfer og kjole, ingen fine støvler, den først skal pudse a'. Den har ingen lektier, skal aldrig i skole, den kan gå og fløjte den hele lange dag. Og når den bli'r sulten deroppe på kassen, finder den en orm, den kender hvor de er. Den skal ikke først ha' den kogt over gassen, den kan få den ned, li'så levende den er. Og når den vil rejse, den venter ikke længe Vips, er den afsted og ta'r på eventyr! Den har hverken kufffert, billet eller penge, den har bare vinger, den er en lystig fyr. Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen, den må passe på, den ikke falder ned. Den er fløjet langt bort et sted ned i byen, den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.
[Vers 1] Der er intet, der sker uden en grund Var der nogen der fortalte mig, dengang jeg var ung Jeg har prøvet alt Og selv hver gang jeg faldt, rejste jeg mig op igen Og jeg kan vise ar på min krop og på mit sind Jeg har prøvet alt Jeg har prøvet alt [Omkvæd] Som et vers der fandt sin sang Står jeg her, og selvom vejen den var lang Så er jeg kommet hjem Så er jeg kommet hjem [Vers 2] Der er intet, der lokker mig tilbage Ud af dette øjeblik, denne time, denne dag For jeg er landet her Og jeg er præcis, hvor jeg ska' vær' Er ved at finde frem til det menneske, jeg er Jeg er ikke bange for at fejle mer' Lever man, er det jo, hvad der sker [Omkvæd] Som et vers der fandt sin sang Står jeg her, og selvom vejen den var lang Så er jeg kommet hjem Som et vers der fandt sin sang Står jeg her, og selvom vejen den var lang Så er jeg kommet hjem Så er jeg kommet hjem [Outtro] Hå-åh-åh-åh-oh-oh-oh-oh Hå-åh-åh-åh-åh-oh-oh, oh-oh-oh Så er jeg kommet hjem Så er jeg kommet hjem
Lille Blob nu skal du sove nu begynder alt det sjove, du skal ind i drømmeland skynd dig ligeså stærkt du kan. Alfebørn og elefanten springer rundt på sengekanten, 3 pingviner og 1 struds køre rundt i omnibus. En lang giraf med træsko på slår takten, klip, klap, klip, mens musen danser let på tå, på missens næsetip. Nisser bygger på din dyne rask en fin musiktribune, hvor de munter spiller op, sov nu lille søde Blob.
Nu tændes der stjerner på himlens blå, halvmånen løfter sin sabel. Jeg våger at ikke de slemme mus skal liste sig op i din snabel. Sov sødt lille Jumbo, og visselul, nu bliver skoven så dunkel. Nu sover tante, den gamle struds, og næsehornet, din onkel Nu kalder i søvne den vilde gnu i krattet af store lianer, og aber synger sig selv i søvn i vugger af grønne bananer. Sov sødt lille Jumbo, dit lille pus! Slet intet, min ven, skal du mangle. I morgen får du en kokosnød, og den skal du bruge som rangle. En zebra tager sin natdragt på med sorte og hvide striber. Et flyveegern med lådne ben sidder i mørket og piber. Sov sødt lille Jumbo, nu er du vel mæt? Du kender ej husmodersorgen. En lille plantage på tusinde rør dem skal vi ha´ syltet i morgen! Hør, tigeren brøler sin aftensang og spejder mod alle kanter - Ved vadestedet - med slebet klo, der lister den sorte panter. Sov tyst lille Jumbo, dit lille myr, din nuttede lille rødbede. Du bad mig fortælle et eventyr - nu sover du sødt allerede.
1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, dér har jeg rod, derfra min verden går; du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave. Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! 2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand? Hvor står fuldmånen over kløverengen så dejligt som i bøgens fædreland? Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer - Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! - Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! 3. Engang du herre var i hele Norden, bød over England - nu du kaldes svag; et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag. Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn finder - Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! 4. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har rod, hvorfra min verden går, hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik mit hjerte når. Du danske, friske strand, med vilde svaners rede, I grønne øer, mit hjertes hjem hernede! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
1. Hvem sidder dér bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd? Det er såmænd Jens vejmand, der af sin sure nød med hamren må forvandle de hårde sten til brød. 2. Og vågner du en morgen, i allerførste gry og hører hamren klinge på ny, på ny, på ny, det er såmænd Jens vejmand, på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten. 3. Og ager du til staden bag bondens fede spand, og møder du en olding, hvis øje står i vand, - det er såmænd Jens vejmand med halm om ben og knæ, der næppe véd at finde mod frosten mer et læ. 4. Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest, og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, - det er såmænd Jens vejmand, som endnu sidder dér. 5. Så jævned han for andre den vanskelige vej, men da det led mod julen, da sagde armen nej; det var såmænd Jens vejmand, han tabte ham'ren brat, de bar ham over heden en kold decembernat. 6. Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt; det hælder slemt til siden, og malingen er slet. Det er såmænd Jens vejmands. Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én.
Lille Peter Edderkop er et lykkedyr, nu skal vi høre Peters eventyr. Han kom til verden i en dejlig skov, lille Peter Edderkop syntes, det var sjov. I sin moders spindelvæv kravled' han omkring, men han bestilte ingen verdens ting. Så sagd' hans moder: Du skal fange fluer, men Lille Peter Edderkop tog en gyngetur. Peter tog en gyngetur i sin tynde snor, men han bestilte stadig ikke spor. Pludselig imens han gynged' knækkede hans snor, så blev Peter Edderkop borte fra sin mor. Peter han kravled' rundt på må og få op i en hat han pluds'lig lige så. Hatten kom på ho'det, Peter sad i ly, så kom Peter Edderkop til den store by. Peter laved' spindelvæv - de blev fejet ned, men han var flittig, han blev bare ved. For i en kuffert også spindes kan, så kom Peter Edderkop til et fremmed land. Han kom til Amerika, der blev Peter paf, skyskraberhuset, højt som en giraf, oppe på taget kravled' han og spandt, så blev Peter Edderkop svimmel og forsvandt. Lige ned i skægget hos sin gamle ven, men han krøb selv i kufferten igen. En indianer lukked' låget op: "Ugh, ugh, ugh, der sidder jo Peter Edderkop!" Mellem indianere tumled' han sig glad, her var der sjov og her var også mad. Men til sidst så længtes manden atter hjem. Han tog Peter Edderkop med, hvor han kom frem. Damperen den sejlede, havets Gud var vred. Peter blev søsyg - det gik op og ned. Men da omsider han igen blev kvik, så var Peter Edderkop i Upernavik: Med- og modgang Peter tog, ligefra han faldt. Gør du det samme, kan du klare alt. Det er, hvad du vil erfare gang på gang - bare kravle op igen som i Peters sang: Lille Peter Edderkop kravlede op af muren, så kom regnen og skylled' Peter ned. Så kom solen og tørred' Peters krop. Lille Peter Edderkop kravled' atter op
Kære linedanser udspændt Ligger foran dig Selve livet Du fik givet Gå nu kun din vej Du må turde træde ud Hvor dit liv kun er dit Det briste eller bære må Dette ene skridt Give fra dig hvad du magter Da ser du En dag du nåede ud Og danser til himmelens stjerneskud Kære linedanser hop nu Ud ved siden af Se dig danse Bare sanse Gøre hvad du ka' Være én men én iblandt Og mødes så du gror Ja vent dig meget fra den kant Denne er din jord Tro mig når jeg siger til dig Det største Det ser man kun I det små Og kigger du opad er himlen blå Kære linedanser ser du Livet er et net Øjeblikke Tro blot ikke Dansen kun er let Og en dag gør livet ondt Det ved jeg at det vil For livet er et liv på trods Smerten hører til Ud af sorgen vokser lykken Og livet I påskens evige fest De stærkeste rødder har træ'r I blæst Linedanser vælge livet Hvilken er din vej Følge hjertet Uforfærdet Sige ja og nej Verden spørger tit hvordan Og alt for lidt hvorfor Der er så mange ting man kan Stå for det DU tror Gid du aldrig mister modet Og lader Det onde uimodsagt Når viljen befries da falder magt Linedanser I det høje Dans vidunderligt For det næste Er det bedste Glæden ubestridt Tænk at få balancekunst Så helt ufatteligt At modtage sin stang og snor Ganske kvit og frit Uanset om du nu tror det Så ved jeg At lyset brænder for dig Og kigger du op er der nok en vej